Strandpromenaden 1
DK-6710 Esbjerg V
Tlf. +45 7511 7000
Fax +45 7511 7677
info@hjertingbadehotel.dk

|
Historien om Ship-Inn...
Ship-Inn åbnede den 22. juni 1968, i forbindelsen med Esbjerg Havns 100 års jubilæum. Lokalerne husede før Hjerting Badehotels gamle krostue "Skipperkroen". Ship-Inn blev indrettet som en engelsk pub af hotellets daværende ejer H. C. Petersen, som havde en forkærlighed for netop engelske pubber. Det var på det tidspunkt en stor nyhed i Danmark. Ship-Inn var da også en solid succes fra starten som pub/værtshus og spisested, hvor tallerkenretten var en nyhed. Hjerting var i slutningen af 60'erne og gennem 70'erne en helt anden by end den er i dag, og det afspejlede da også klientellet på Ship-Inn. Hjerting borgerne var dengang i meget stor udstrækning fiskere og søfolk, der efter mange og ofte lange ture på søen, kunne slappe af på Ship-Inn med bl.a. et raffelbægre, hvor "Hjerting løgn med difference" var det store hit. Gennem tiden har Ship Inn været "klublokale" for indtil flere fodboldhold og supportere. De mange pengesedler som hænger i baren er afleveret af søfolk som havde dem med hjem fra deres ture. Lokalemæssigt er der ikke sket de store ændringer i området omkring baren, men caféen er kommet til lidt hen ad vejen, i takt med at flere og flere ønsker at spise i Ship-Inn. Nogen mener at Ship-Inn ikke er som den var før i tiden, og det er den naturligvis ikke, for det er gæsterne heller ikke. Ledelsen bag Ship-Inn har altid forsøgt at føle med tiden og har tilpasset sig nutiden. Netop dét er måske årsagen til at Ship-Inn i 2008 kunne fejre 40 års jubilæum. |