Strandpromenaden 1
DK-6710 Esbjerg V
Tlf. +45 7511 7000
Fax +45 7511 7677
info@hjertingbadehotel.dk

|
Oplevelser i Vestjylland
Esbjerg - byen ved havet Et besøg i Esbjerg er ikke kun et interessant besøg i en fiskeri- og havneby. Det er i lige så høj grad en kulturel oplevelse, hvor by, havn og et skønt opland går op i en højere enhed. Kører du nordpå fra Esbjerg bymidte og ud mod Hjerting Badehotel møder du Svend Wiig Hansens imponerende monumentalskulptur ”Mennesker ved Havet”. Skulpturen fortæller om mennesket, der sidder foran den storslåede natur - der er blevet Esbjergs nye vartegn. Byen har også et rigt handelsliv med mange spændende specialforretninger, Musikhuset skabt af den verdensberømte arkitekt Jørn Utzon, spændende museer med bl.a. Fiskeri og Søfartsmuseet samt Esbjerg Museum med speciel ravudstilling. Vi kan anbefale en tur på Fiskeri og Søfartsmuseet, som udover et spændende akvarium også er et fantastisk museum for fiskeri og offshore-aktivitet. Hjerting Hjerting By er over 700 år gammel. Byen opstod omkring fiskeri- og godstransport, længe før nogen tænkte på Esbjerg. Bymidten er spændende med mange gamle huse, men gennem de sidste 30 år er byen vokset fra at være en lille bymidte og et sommerhusområde til at være en markant forstad til Esbjerg. Hjerting ligger meget rekreativt i den nordlige ende af nationalparken Vadehavet, tæt ved Marbæk Plantage, og med stranden og masser af frisk luft som en helt naturlig ingrediens. Vi kan anbefale et besøg i Hjerting Kirke, som er udsmykket af Robert Jacobsen Varde Varde er en gammel by, faktisk en af de ældste købstader i Danmark. I dag en levende by med 15.000 indbyggere. Fuld af tradition med moderne visioner. Varde rummer masser af oplevelser, f.eks. en gåtur i de gamle gader, Varde museum med de spændende malerier af Otto Frello, eller en tur i Arnbjerg Parken midt i byen, der også rummer minibyen, som er Varde anno 1860 i skala 1:10. Vi kan anbefale Minibyen. Ribe Danmarks ældste by har en helt enestående atmosfære. Kun få steder i landet ser man som her hele den middelalderlige bykerne bevaret med gamle bindingsværkshuse og brostensbelagte gader. Besøg evt. domkirken med en tur i tårnet, hvor man kan beskue en stor del af Vadehavet. Se det gamle bymiljø, de mange små butikker, gode restauranter og hyggelige caféer, som kun sætter ekstra kolorit på besøget i byen. Også marsk- og vadehavsområdet med den lille ø Mandø, der dagligt er afskåret fra omverdenen i flere timer, er et besøg værd. Vi kan anbefale et besøg i Ribe Domkirke. Blåvand / Skallingen Badebyen Blåvand blev bygget op omkring den gamle redningsstation og den gamle Blåvand Kro. I dag er det en moderne by med mange faciliteter. Blåvandshuk med Blåvand Fyr er Danmarks vestligste punkt og bestemt et besøg værd. Blåvand har kilometervis af lækker badestrand, og specielt sydstranden er meget børnevenlig. Fra Skallingen, halvøen syd for Blåvand, kan man se Hjerting Badehotel fra den anden side af bugten. Skallingen har en helt speciel, meget barsk, vestjysk natur. Vi kan anbefale at køre en tur til den sydligste parkeringplads på Skallingen og derfra gå til Skallingens ende. Her står man tæt på sejlrenden til Esbjerg, nordspidsen af Fanø og udsigten til hele Esbjerg fra vandsiden. Turen tager ca. 50 min. hver vej. (Skal I have picnickurv med, så husk at få den i en rygsæk.) Fanø Kun 13 minutters sejlads fra Esbjerg og man befinder sig på Fanø - en lille ø set i målestok, men en ø i kulturhistorisk verdensformat. Nyd en tur gennem Sønderho og Nordby med de smalle gader og de karakteristiske stråtækte Fanøhuse, der bringer os tilbage til det 17. århundrede, hvor øen var betydningsfyldt hjemsted for ca. 160 sejlskibe. Naturen veksler mellem klitlandskaber, hedestrækninger, enge og plantager. En perlerække af udflugtsmål for vandre-, cykel- og rideture. Langs hele øens vestkyst strækker den 18 km lange hvide strand sig - et sandt paradis for badende, windsurfere og naturelskere. Vi anbefaler at tage bussen som kører øen rundt, eller leje en cykel og opleve øen på egen hånd. |